Vi talte til Sally Field om kvinder i Hollywood og de gode ting der kommer med alderen

Bliv spændt: Den kommende romantiske komedie Hej, mit navn er Doris har en af ​​de mest uventede og elskelige fagforeninger, vi har set på skærmen i et stykke tid. Uden at afsløre også meget om Michael Showalter (af den sjove Våd Hot American Summer) film før udgivelsen den 11. marts, vil vi sige, at det vil få dig til at giggle og rooting for en attraktion, der i starten synes så usandsynlig, men så langsomt charmerer sin vej ind i dit hjerte. Hej, mit navn er Doris stjerner den episke duo af Sally Field og Max Greenfield (ja, Greenfield er 34 år Sallys junior, hvilket gør denne film så sjov). Vi havde en chance for at tale med den førende dame om at komme ind i karakter, finde hendes rille med Greenfield, kvinder i filmindustrien, og hvad Glamour læsere skal se frem til i alderen. Lyt med.

Glamour: Ud af flagermus har du og Max fantastisk kemi i film. Hvordan har du fundet den rille og udvikler den kemi?

SF: Nå, Max er bare sød. Han er bare Max-han er bare denne absolutte gumdrop af et menneske og en skuespiller. Vi havde denne trekant, så at sige, og det var, at det var Michael Showalter ved roret, hvem er en anden bare en perle. … Michael skabte et miljø for os, der var så sjovt og indbydende. Og Max er lige så ledig. Vi havde en eftermiddagstræning, hvor vi skulle lege. Jeg havde skabt denne person gennem de uger, jeg havde manuskriptet, så jeg bare kom ind i arbejdet og sagde til ham: “Max, jeg undskylder alt, hvad jeg skal gøre – jeg er flov. Vær venlig at være ikke væmmes.” Og han var så nådig og generøs med at sige: “Vær venlig, Miss Field. Det er min fornøjelse.” Men du ved, det er ikke noget, jeg føler mig virkelig, helt komfortabel med at lave en fyr, som er 30-nogle ulige år yngre end jeg er!

Det hele blev kastet så perfekt: Vi er store fans af Kumail Nanjiani og Natasha Lyonne…

SF: Åh ja, alle disse vidunderlige mennesker. Hvis Doris arbejder, og jeg håber det gør det, det er virkelig på grund af dette miljø, som Showalter skabte. Det er alle hans venner. De var så vidunderlige og støttende. De er de bedste af de bedste. De er definitionen af ​​fordele. Det var varmt, det var ubehageligt, vi arbejdede for ingenting ‘, og alt, hvad vi gjorde, var grin og sad rundt i sætet og tænk på bedre måder at gøre ting på. Alle kom op med bit og generøse øjeblikke for hinanden. Det kunne ikke have været et bedre miljø – alt det blev skabt af Showalter.

Det er dejligt at høre. Og Doris helt sikkert fungerede, efter vores mening. Jeg er sikker på, at de ville sige nøjagtig samme ting om dig, at være den pro du er. Jeg tror Max var underskrevet, inden du blev kastet … __

SF: Showalter og Laura Terruso og Max var alle venner. De havde lavet dette skript fra en kort, som Laura havde skrevet og instrueret. Hun er en anden meget vigtig ingrediens i dette. Hun var på sættet 24 timer – en del af Doris ‘stemme kommer ud af hende. Meget kommer ud af mig, og resten kommer ud af Showalter. Men de havde lavet et script og selvfølgelig vidste ikke hvad de skulle gøre med det. Showalter viste det til Max, og Max sagde: “Ja, jeg vil gerne gøre dette.” Men så var de altid som: “Åh Gud, nu har vi brug for Doris.”

Godt…

SF: Jeg kan ikke svare på, hvordan det skete, for det er Showalters kald, men det kom til mig, og jeg sagde straks: “Ja, det vil jeg gerne gøre”, som jeg antager, at Showalter var forvirret. Han kunne ikke tro det.

Igen er den perfekte kastet på alle måder. Har Max tegnet dig overhovedet?

SF: Virkelig, nej. Min 28-årige søn er på Columbia grad skole i film og skærmskrift, og han er en stor fan af Showalter og Maxs show og arbejde. Det vidste jeg ikke rigtig godt, så jeg kom i form for ny.

__He har en vidunderlig rolle i Den store korte. __

__SF: __ Ja, jeg ved det. Han og jeg talte om det. Han er virkelig bare fantastisk.

__Så du lige sagde, at du straks ønskede rollen – men har du set et script som dette tidligere? __

SF: Nej, intet som dette nogensinde. Jeg talte med Showalter meget om, “Hvordan skal du gøre dette arbejde?” På så mange niveauer. Fordi hvis karakteren blev for farisk, hvis karakteren kom i alligevel bue eller tegneserieagtig, eller hvis hun ikke var rodfæstet i noget psykologisk troværdigt – at hun var denne eremit, at hun var denne grænsehugger, der virkelig ikke havde været en del af verden, indtil hun var i hendes sene tresserne – hvis du ikke troede det, så ville drama ikke holde og bestemt ville komedien ikke holde fast. Fordi så griner du på hende og ikke med hende.

Højre. Jeg følte, at jeg havde hele filmen for hende.

SF: Ja, hun var ikke latterlig. Hun var ikke en farcical karakter. Det var vores udfordring, fordi komedien bliver meget bred, som Carole Lombard komedie, fysisk komedie. Og så er drama meget dramatisk. Så jeg flyttede altid frem og tilbage til Showalter og sagde: “Jeg smider det derude. Jeg kan ikke fortælle, hvordan du kan blande dette sammen, fordi du ikke vil rive stoffet af en ind i den anden. ” Han sagde: “Tro på det, vi kan gøre det. Vi kan gøre dette.” Så det gjorde jeg.

__And du gjorde det! Jeg læste, at Showalter sagde, at selv han så Doris som sin egen slægtede ånd – og han havde relation til hende i den forstand at træde ud af sin komfortzone. Forholdte du til Doris overhovedet? __

SF: Åh min Gud, ja. Doris levede meget i mig. Jeg mener, de få mennesker, der kender mig, vil sige, hvor meget det er som mig, kun at jeg er sådan en berygtet eremit-næsten patologisk. Og jeg er ikke en hoarder. Men det er bare et symptom på ting, jeg føler. Jeg talte til nogle psykiatere om denne lidelse, fordi jeg ville have det så sandt som muligt. Alligevel er Doris ikke en hoarder på det niveau, du har set på tv-shows. Der er grader af alle disse lidelser. Jeg har altid følt, at det havde en større grad at gøre med, hvad hendes mor var – selv om du ikke ser hendes mor, måtte jeg bygge det forhold i mit hoved. Doris slags gik sammen med det og bragte ting hjem til hende og fandt aldrig rigtig sin egen stemme.

Kærlighed kan få dig til at gøre alle slags vanvittige ting og træde uden for dig selv og gøre ting, der er uventede og ude af kassen. Hvordan var Doris i stand til at retfærdiggøre hendes besættelse med John, da du kom ind i karakter? Eller var det bare helt ude af hendes kontrol?

__SF: __ Nå, jeg tror ikke, hun ser ud til at retfærdiggøre det. Jeg tror, ​​når du når ud af noget, du er komfortabel med at gøre, er du lige på vej mod et lys. Jeg tror ikke, du holder op med at retfærdiggøre det.

Skal seerne se Doris ‘forelskelse med denne unge mand som helt latterlig? Eller er det mere en legitim romantik? Jeg fandt mig selv rooting for dem.

SF: Nå, jeg tror, ​​du besvarede spørgsmålet, fordi jeg ikke kan svare på dette spørgsmål med al ærlighed. Jeg var nødt til at spille rollen. Tegnet kan aldrig stå uden for det og se noget af det og dømme noget af det. Hun så lige noget, hun måtte have. Hun var så isoleret hele hendes liv, hun glemte at huske at hun var gammel. Dette er en kommende alder. Når du har været så lukket, har du ingen ægte vision om, hvem du er. Hvordan du forstår, hvem du er i samfundet, og verden er, hvordan folk relaterer sig til dig. Når du har holdt dig isoleret, ingen er knyttet til dig, har du ingen måde at forstå, hvem du er.

Helt.

SF: Så John er hendes første foray til virkelig at se sig selv og sætte sig derude i verden. Og du ved, hun er som en teenager, som en som bare træder ud. Du kan ikke bedømme det. Du kan ikke lide, stå tilbage og sige: “Nå, det er en rigtig god ide.” Det er dine forældre, der gør det for dig, har en slags perspektiv. Hun dømmer det ikke.

Og hvordan var de dagdrømme scener? Var det sjovt og spændende at filme?

SF: De var sjove, fordi det var Max, men de var pinligt for mig. Men jeg er en skuespiller, så du bare vender mig i det kolde koldt vand. Jeg kunne godt lide, “Woo-hoo,” det er som “hot stuff mama!” Nej, jeg er en skuespiller. Jeg forsøger at være karakteren og gøre, hvad de laver. Jeg var flov over, og han var altid generøs med mig.

Og han gjorde det rigtigt og elskeligt.

__SF: __ Nå, i virkeligheden ved du, folk er mennesker. Alder gør en underlig ting til din krop på ydersiden. Det gør dit ansigt falde og underlige ting sker hele tiden. Men indenfor er du den samme person, du altid var. Du kan være lidt ældre, eller lidt mere neurotisk, eller lidt mere lukket. Men indenfor er du bare den samme. Alle mennesker vil på denne jord er at forbinde med andre. Andet end at spise og sove. Mennesker har brug for at forbinde med andre mennesker. Ellers mister de deres mening. Så det er to personer, der forbinder. Hvorvidt deres aldre eller deres krop eller deres ansigter er de samme, er det ligegyldigt. Det er kun to personer, der forbinder og mødte hinanden på et sted, hvor de kunne høre hinanden.

__Mor bedstemor siger altid til mig: “Nogle gange ser jeg ned på mine hænder, og jeg erkender ikke engang, at det er mine hænder.” __

SF: Det er rigtigt. Jeg har gået ned ad gaden mange gange, og jeg glemmer, hvor gammel jeg er. Jeg går ned og tænker på noget andet, og jeg blinker gennem mit sind, at jeg er ligesom 25. Og jeg går: “Vent et øjeblik, vent et øjeblik. Jeg er ikke 25.” Så kan jeg ikke huske, hvor gammel jeg er. Du forbliver den samme. Forhåbentlig bliver du klogere, du får det, du får det, men du er den samme person, du var.

Hvad synes du om mulighederne for store skuespillerinder som dig selv i din alder? Ser du en mangel på dem?

SF: Åh, der har altid været en mangel på roller for tredimensionelle kvinder, uanset hvilken alder. Hvis man ser på statistikkerne om kvinder i film, er de bag kameraet eller foran kameraet, og det er ret kvalme. Det har altid været. Der var de dage, hvor kvinder var under kontrakt, og de blev betragtet som en vare, så de hyrede de bedste forfattere, og mange af dem var kvinder på det tidspunkt. Dette var i trediverne og firserne, for at gøre produkt til de mennesker, der var under kontrakt, som var deres aktiver til studios. Men det eksisterer ikke længere – og som følge heraf skriver de mennesker, der er i branchen, produkter, der interesserer dem. De fleste gange er de mænd, og det er mænd, der tilbage dem, og mænd, der betaler for dem. Det bliver, en selvopfyldende profeti. Jeg har været i branchen for at gå i 52 år. Dette er ikke noget nyt. Det bliver skræmmende for mig. En del af mig går, “Jeg vil aldrig se det i min levetid.” Jeg tror ikke, at jeg vil, hvor der er en reel lighed mellem stemmerne foran og foran kameraet, fortæller historier, som i sidste ende vil påvirke verden. Fordi disse historier sigtes ned og ses overalt.

Er der noget du kan sige til en kvinde med 30 læsninger Glamour om hvad hun skal se frem til, da hun bliver ældre? __

SF: Åh gud. Liv. Hvad skal du se frem til? Alt. Klokken 30? Du er endnu ikke begyndt. Åh min Gud.

Det er trøstende at høre.

SF: Og slut på at tænke på din vægt og begynde at tænke på dit værd og hvem du er og hvad du ikke har gjort endnu. Hvad du vil opnå. Hele verden venter. Hele verden har brug for dig, har brug for dig, har brug for dig, har brug for dig. Tænk ikke i et minut, hvem du er, læser dette, at du ikke er vigtig. Du er så vigtigt at stå op og blive hørt og gøre hvad det er, du gør.